Alt det, der skal købes, for at sådan en ekstra bolig kan blive klar til, at man kan overnatte, er ærlig talt lidt uoverskueligt. Så er det godt, at det kun kræver en termokande og et par krus at kunne få en god start. Her sidder vi så for første gang i vores køkken, som forhåbentlig skal danne rammen om mange hyggelige stunder.
Du har sikkert opdaget, at køkkenet er lyseblåt. Min mand var skyld i, at Planet Huse fik kaffen galt i halsen, da han ringede og sagde, at de havde ramt den forkerte blå farve.
Det havde de så ikke. Det måtte selv han indrømme, da han med farvekoden i hånden kunne konstatere, at den blå farve var præcis, som han havde bestilt den. Om han har fortrudt et blåt køkken? Hmmm, det tror jeg egentlig ikke. Selv synes jeg, at farven er rigtig sommerhus hyggelig.
Læg mærke til inderbeklædningen på sommerhuset. Det var en af de ting, vi faldt for ved Jeppesen huset. Det er af en virkelig fin kvalitet. For ikke at forglemme charmen ved de sprossede vinduer, som lader lyset spille på en helt vidunderlig måde.”